Velkommen til min hjemmeside
På denne side kan du læse lidt om hvem jeg er og hvad jeg laver i SF. Jeg har tidligere været partiforeningsaktiv i min fødeby Struer, ansat som koordinator af vores kommunalvalgkamp i Aarhus i 2009 og er nu som formand for SF Aarhus med til at forsøge at omsætte det utroligt flotte valg til resultater.
Om mig privat kan jeg sige, at jeg efter flere år som pædagogmedhjælper i vestbyen i Aarhus netop er begyndt som studerende på Aarhus Universitet. Jeg er fritidsgastronom og har en svaghed for Westerns og komedieserier.
Efter mange års ihærdigt arbejde, er VKO endeligt sat fra bestillingen og den nye regering er - på trods af de økonomisk svære kår - ved at sætte en ny kurs for landet.
Der er sket rigtigt meget i SF i de senere år. Partiet har forandret sig og vi forandrer Danmark - både lokalt og i regering. Jeg tror på projektet, og er stolt over at være del af et parti som insisterer på, at man ikke skal give op, bare fordi det bliver svært. Man skal ikke løbe ud på sidelinien, fordi der kommer modstand.
SF er et folkeparti. Partiet i sig selv repræsenterer den bredde, indsigt og iderigdom, som politikken også skal afspejle. Efter mange år som aktiv i lokale led, vil jeg gerne være med til at sikre dette i Landsledelsen.
Med venlig hilsen
Leon Rix Iversen
Tlf.: 61 70 14 68. Mail: leoniversen@hotmail.com
Om mig
Siden december 2009 har jeg været formand for SF Aarhus Fælles, dvs. en fællesorganisation for de fem aarhusianske partiforeninger. Det er her meget af aktiviteten i Aarhus hører hjemme med fælles folketingsvalgkampe og organiseringen af kommunalpolitikken.
Som formand har jeg sæde til byrådsgruppens møder og er typisk en del af delegationen til budgetforhandlinger, konstitueringer og større forlig. Således følger jeg indgående med i arbejdet i Aarhus Byråd og kan følge, hvorledes folketingsvedtagelser har stor betydning for arbejdet i kommunerne.
Samtidig er jeg partiforeningsaktiv i SF Aarhus Vest, hvor jeg er kasserer i bestyrelsen.
Min barndom tilbragte jeg på villavej i Vestjylland, nærmere bestemt Gimsing i Struer. Da jeg nåede gymnasiet blev jeg aktiv i SF Ungdom og deltog i den forbindelse også i arbejdet i den lokale SF partiforening.
I tidens løb har jeg været med i både ledelse og forretningsudvalget for SF Ungdom, ligesom jeg har arbejdet en del med det internationale arbejde. Således har jeg også været så privilegeret at få lov at rejse som politisk aktiv - eksempelvis til Tyrkiet som repræsentant for Dansk Ungdoms Fællesråd og har fulgt valgkampe i Finland og Norge. Det giver mange perspektiver på det politiske arbejde at snakke med folk, der er politisk aktive som en selv i andre lande og under andre forhold.
SF som folkeparti
Der er mange måder at være SF'er på og medlemmerne er også forskellige. Men det er i alle os, at partiet får sin styrke. Det er os, der er ude i frokoststuerne og fortælle om det politiske projekt. Os der har kontakten ude i fagforeningerne, interesseorganisationerne og i foreningslivet.
Det samme gør sig gældende i valgkampe er båret af kampagneaktive, der ligger energi og kræfter i at få budskabet spredt og politikken fortalt.
En professionel ledelse og velovervejet kommunikation er selvsagt en nødvendighed. Pointen er bare, at det ikke kan stå alene. Ideen med et folkeparti er, at partimedlemsskab ikke reduceres til et kontingent og en indkaldelse til en generalforsamling. Derfor skal et folkeparti i regering også være kendetegnet ved ivrig kommunikation og debat. Og en anerkendelse af, at det er gennem dialogen, at vi sikrer det fælles politiske projekt. Ideen med et folkeparti er, at vi var fælles om valgkampen - nu er vi fælles om regeringsdeltagelsen.